ALT UDSOLGT
EKSTRAFORESTILLING PÅ BREMEN LØRDAG DEN 4. NOVEMBER
Succesholdet fra De Frelste Synger i 2017, Pladderhumorister i 2018, Pladderhumorister – nu igen i 2019 og Pladderhumorister V vender tilbage til Cafe Liva med deres sjette forestilling.
En skarp, politisk-satirisk cabaret som låner elementer fra stand-up-scenen og sætter spotlys på Danmarks politiske situation og –atmosfære lige nu; og stiller spørgsmålene:
Er politikerne til for os – eller for pressen? Har vi de politikere, vi fortjener? Og hjælper det at vise sin protest ved at lade være med at deltage – det være sig i regeringsdannelsen eller bare i stemmeboksen.
Samtidig er forestillingen dybt selvironisk, idet frelstheden overfor det politiske klima og skælden ud på alle andres holdninger, sætter de fire medvirkendes egne holdninger i et hyklerisk relief.
Og hvordan forholder 4 heteroseksuelle, cis-kønnede hvide mænd i forskellige grader af middelalderen sig til en verden, hvor børn (og for en enkelt – børnebørn) stiller spørgsmålstegn ved deres humor; deres klimaengagement og ved dem som personer i det hele taget?
Af og Med: Flemming Jensen, Omar Marzouk, Michael Schøt og Sebastian Dorset.
Instruktion: Lars Knutzon – Komponist: Lars fjeldmose