Skip directly to content

OM LIDT SI'R VI FARVEL - en kærlighedsfortælling af Jesper Jensen

Forestillingen

Det er historien om en mand midt i trediverne fra den super-ironiske "nå"-generation og hans genvordigheder med kærligheden. Trods hans forholdsvis unge alder tårner dameerobringerne, parforholdene, "skilsmisserne" + et enkelt ægteskab sig allerede op til langt over hans hoved og fatteevne - og nu står han så her midt i cyberspace med en mobiltelefon og en bærbar p.c.er, mens han desperat prøver at skabe kontakt - både med det modsatte køn og med sig selv.

Cabaretten er bygget op omkring Jesper Jensens digtsamling "Om lidt si'r Vi farvel" fra starten af 1980'erne, sat i musik af komponisten Nicolai Engstrøm som osse skrev musikken til den store anmelder- og publikumssuccés "Tågænger" en Tove Ditlevsen-cabaret med Karen-Lise Mynster på Café Liva i 1999 & 2000 - og for sammenkædningen af teksterne og det deciderede manuskript står Jacob Morild, som gennem årene har skrevet mere end 20 cabaretter til Café Liva - senest den meget roste publikumssuccés: "Et Vintermareridt".

Medvirkende

Jacob Morild

Skuespiller, instruktør, dramatiker, tekstforfatter, satiriker m.m.m. Autodidakt i det hele og startede sin karriere i midten af '80-erne. Har sidenhen været vidt omkring bl.a. som redaktør & chef for P3's radiosatire DET DER OM SØNDAGEN 1992-1995; revydirektør på Mogenstrup-revyen 1995-1997; viceredaktør på TV2s UGEN DER GAK 1995-1996 - desuden optrådt på Nørrebros Teater, AmagerScenen, Det Ny Teater, Privat Teateret, FolkeTeateret, Græsted Revyen, Rottefælden i Svendborg, Nykøbing F.revyen, Hjørring Revyen og mange, mange andre steder.

Har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris i 2014, De Danske Teaterforeningers Ærspris 2014, Danske Teateranmelderes Initiativ-pris 2015, 4 gange kåret til Årets Revyforfatter og 4 gange nomineret til en Reumert - sidst for Julecabaretten NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Siden 1987 engageret i Liva, hvor han har stået i spidsen/været involveret/skrevet/spillet med i....over 50 cabaretter til dato og der er mange flere på vej - siden 1999 har han desuden været kunstnerisk & administrativ leder af Café Liva.

NICOLAI ENGSTRØM

uddannet i guitar på Musikkonservatoriet og har siden erhvervet sig som bl.a. underviser, musiker m.m. Sidder p.t. på musikforlaget Wilhelm Hansen hvor han jævnligt laver kompositoriske udspring fra og har således skrevet musik til flere digteres værker.

Især højt berømmet for musikken til Café Livas succéscabaret TÅGÆNGER - en Tove Ditlevsen cabaret med Karen Lise Mynster.

PERRY STENBäCK

uddannet guitarist fra Rytmisk Konservatorium på Holmen i København i 1999 og har både før og siden gjort sig stærkt gældende som en af landets bedste nye guitarister og har bl.a. spillet med ZIDIDADA, TOMMY KENTER, SØS & KIRSTEN, ERANN DD o.m.a.

På Café Liva har han skrevet musik til og været med i DOKUMENTAR i 1999 og ENLIG HERRE, 50, SØGER... i 2001.

MICHAEL FRIIS

navnkundig og en legende indenfor dansk rock-, fusions-, & folkmusik. Har gennem de sidste 25-30 år spillet med CULPEPPERS ORCHARD, SEBASTIAN, MONRAD & RISLUND, ANIMA o.m.m.m.a. Har osse været involveret i danske teaterliv og har således spillet på BETTY NANSEN TEATERET, BELLEVUE, KAFKAFEEN og sammen med TOMMY KENTER, SØS & KIRSTEN o.m.m.m.m. Var desuden tilknyttet P3s søndagssatire i årene 1992-1995.

Har på Café Liva været involveret i CAFELIV i 2000 og i DET DER OM VINTEREN ligeledes i 2000.

Anmeldelser

Under overskriften KAOS I KÆRLIGHEDEN skriver BTs Randi K. Petersen bl.a.:
"Med nydeligt skæg og eftertænksomme rynker i panden betræder Café Livas Jacob Morild nye afdæmpede og inderlige stier" - "Heldigvis slipper han ikke humoren, der også er en fast bestanddel af Jesper Jensens bittersøde kærlighedsfortælling. En række kønne tidløse tekster, som her er sat til ørehængende klange af guitaristen Nicolai Engstrøm" - "...det lykkes Jacob Morild helt alene at skabe en morsom og overbevisende udgave af den moderne gennemsnitsmand" - "Godt underholdt følger vi fæhovedet i lyst og nød -" - "En gave, der uden skygge af sentimentalitet får al den kærlighed, den fortjener!" - FIRE STJERNER


Under overskriften SANGKREDSLØB skriver Politikens Søren Vinterberg bl.a.:
"Velformet kærlighedscabaret for stemme og strengeinstrumenter" - "Livas kunstneriske leder, Jacob Morild står selv på cafescenen, der indbyder til netop dén besætning: en stemme eller to - et instrument eller tre -" - "Her altså i en række nye sange med lige så enkle metaforer, friske udtryk for længsel og livsappetit i dialog med en mere resigneret indsigt" - "Alt sat til nykomponeret, swingende musik af Nicolai Engstrøm, der med Perry Stenbäck og Michael Friis udgør strengetrioen på scenen" - "I rask antydede livsscener arbejder Morild sig op, energisk og virkelig velsyngende!"



Under overskriften MIG OG KÆRLIGHEDEN skriver Jyllandspostens Henrik Lyding bl.a.:
"Om denne kendte og elskede kombination af mand og kvinde handler Jesper Jensens 18 sange, sjovt forbundet af Jacob Morilds små tekster" - " Med et melankolsk-musikalsk farvel som indramningen af den lille forestilling gennemspiller Jacob Morild en klassisk, nærmest banal kærlighedshistorie -" - "- Det er modne, bløde viser og toner i et enkelt og ligefremt hverdagssprog" - "Jacob Morild får her udviklet og nuanceret sit uomtvistelige revytalent" - "Det klarer han i flot stil - få yngre skuespillere kan som han aflevere en vise med så mange små fine pointer i frasering og mimik!"


Under overskriften STORE BLØDE MÆND skriver Berlingske Tidendes Me Lund bl.a:
“Café Livas kærligheds-cabaret er de store bløde mænds eftertænksomme midtvejsstatus over det svære kærlighedsliv” - “...bassisten Michael Friis, guitaristerne Perry Stenbäck og Nicolai Engstrøm, der solidarisk skaber det velklingende akkompagnement til de 18 sange” -
“Der er mange fine iagttagelser, men ingen moralske pegefingre. Jacob Morild former fyren på scenen som et gennemsnit på godt og ondt af de mest almindelige erfaringer, charmerende i sin forelskelse, rørende som nybagt far, øretæveindbydende som ægtemand med dårlig samvittighed” - “Café Liva er en af byens charmerende specialiteter, der er nået langt i arbejdet for at udvikle cabareten!”