Skip directly to content

MED JULEN I VANDSKORPEN

Forestillingen

Og så blev det jul igen! Holdet fra sidste års succés Bare Kom And – Jeanne Boel, Jacob Morild, Thomas Pakula & Morten Wedendahl – ta’r en tur til, for julen mangler sådan noget tilbagevendende traditionelt for tiden!

Emnerne....?! Tjahh – Jacob Morild står igen for teksterne, som han har gjort siden 1989 og så har vi vist ikke afsløret for meget!

Bestil hellere i dag end i morgen, for der er allerede rift om billetterne til den traditionelle helleristning af højtidens (u)lyksaligheder....eller gør det, for i det mindste at bestille et-eller-andet!! Der er i forvejen alt for mange danskere, som ikke bestiller en skid – se bare Dovne Robert & Liberal Alliance!

Spilledage

21. november – 20. December kl. 21. Spiller alle dage undtagen søndag.

Spisning fra kl. 18.30.

Menu

Livas traditionelle with-a-twist Julebuffet.

Billetter

Billetpris 200,-

Med Livas traditionelle with-a-twist Julebuffet – 495,-

Medvirkende

Jacob Morild

Skuespiller, instruktør, dramatiker, tekstforfatter, satiriker m.m.m. Autodidakt i det hele og startede sin karriere i midten af '80-erne. Har sidenhen været vidt omkring bl.a. som redaktør & chef for P3's radiosatire DET DER OM SØNDAGEN 1992-1995; revydirektør på Mogenstrup-revyen 1995-1997; viceredaktør på TV2s UGEN DER GAK 1995-1996 - desuden optrådt på Nørrebros Teater, AmagerScenen, Det Ny Teater, Privat Teateret, FolkeTeateret, Græsted Revyen, Rottefælden i Svendborg, Nykøbing F.revyen, Hjørring Revyen og mange, mange andre steder.

Har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris i 2014, De Danske Teaterforeningers Ærspris 2014, Danske Teateranmelderes Initiativ-pris 2015, 4 gange kåret til Årets Revyforfatter og 4 gange nomineret til en Reumert - sidst for Julecabaretten NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Siden 1987 engageret i Liva, hvor han har stået i spidsen/været involveret/skrevet/spillet med i....over 50 cabaretter til dato og der er mange flere på vej - siden 1999 har han desuden været kunstnerisk & administrativ leder af Café Liva.

Jeanne Boel

Debuterede som skuespiller i 1979 i farcen "Tak så er det nok for i aften" og har siden gjort sig umage som teaterskuespiller på bl.a A.B.C. Teatret, Amagerscenen, Det Danske teater, Det Ny teater, Københavns Musical teater, Tribunen, Ålborg teater, Privat teatret, Vejle Musik Teater & på Blaksted Tourneen!
Osse flittig revyskuespiller i Holstebro revyen, Cirkus revyen, Hjørring revyen, Gilleleje revyen, Mogenstrup Revyen & 5 somre i Nykøbing F. revyen! TV: "En stor familie", "Hotel Savoy", TV2s Julekalendere "Alle tiders Jul", "Alle tiders Nisse" og "Alle tiders Julemand" + "Gæster på Grill'en", "Jeanne's Jul" + div. underholdningsudsendelser.

Film: "Historien om Emma", "Den kroniske uskyld" , "Take it easy", "Kun en pige"

Har desuden været koreograf på: "Annie", "Peters Jul", "Ærkeengle", "Alle tiders nisse & Jul", "Forår i Paris", alle revyer. Melodi Grand Prix '91 & '93. Div. underholdningsudsendelser på DR.
På Café Liva: Den meget roste '80-er-cabaret CAFÉLIV i 2000!

Morten Wedendahl

Startede som kapelmester og komponist i den Københavnske Studenterrevy i starten af 80¹erne. Blev herefter én af landets førende revykomponister & -kapelmestre fra 1988 på revyer som Holstebro-Revyen, Græsted-Revyen, Rottefælden, Helsingør & i Nykøbing Falster. Et hverv der har givet ham - som den eneste revykomponist - titlen som årets revykom-ponist 3 gange - i 1988, 1994 & 2001. Var sammen med Lise-Lotte Norup, Kirsten Siggaard & Kirsten Vaupel initiativtager til - og kapelmester & arrangør på - SWING SISTERS, som foreløbig har lavet to succésfulde turnéer.

Desuden musiker, arrangør, kapelmester og komponist på musikdramatiske forestillinger på Betty Nansen, Det Danske Teater m.m. - herunder osse Sebastian-musicalen PIPPI i Cirkus-Bygningen og efterfølgende på turné.

Har sideløbende fra 1987 været involveret i henved 20 cabaretter på Café Liva - tit og ofte i samarbejde med tekstforfatteren Jacob Morild - dette par har bl.a. stået for hovedparten af Café Livas succésrige julecabaretter: JULSPIND 1989, JULSPIND 2 1990, BREMSESPOR I SNEEN 1991, ABSOLUT JUL 1995, LIVA PÅ JUL 1997, LIVA PÅ STØTTEJUL 1999 & "ET VINTERMARERIDT" 2001.

Thomas Pakula

Musiker, komponist & arrangør på bl.a. Nykøbing F. revyen & Det Ny Teater.

Skrev i 1999 musik til børneforestillingen "Englen og den Blå Hest" på EgnsTeateret Masken.

Fra 1998 TV (DR) "Musikbutikken" (som keyboardspiller og arrangør) samt "Fællessang på Bakken" (key+arr.), Det Danske Melodi Grand Prix 1999 (key+komp.)

Er - og har været i en årrække - kapelmester og hovedkomponist på Sønderborg-Revyen, Randers Revyen og Odense VinterRevy.

Startede på Liva som kapelmester på den Reumert-prisbelønnede cabaret IND TIL BENET  i 2001 - og har siden været involveret i utallige julecabaretter o.m.a. på Café Liva.

Udover Reumertprisen i 2001, er han bl.a. blevet kåret til Årets Revykomponist i 2005 & i 2015 - og har desuden været Reumert-nomineret 2 gange; sidst for Cafe Livas Julecabaret NÅR KRYBBEN ER TOM i 2015.

Vedhaeftninger