 | 
Med forestillingen ”I am Johhny Cash” får de sortklædte sange nyt liv på et lille skib i Nyhavn. Lyden af et tog, der larmende ruller ind på perronen. Skinnerne hviner, som toget bremser og dampen går af. Voksdugen på langbordet klistrer en lille smule til albuen, men stemningen er familiær på Café Liva i Nyhavn. Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgaard Lundgreen har taget udfordringen op og fortolker i Café Livas nye forestilling intet mindre end 20 Johnny Cash-sange. Man kan måske have svært ved at forestille sig to unge kvinder fortolke voksne sange om at sidde i fængsel, sorg, stoffer, mørke og en god portion Cash-mandighed. Men når den sidste tone er sunget på den lille båd i Nyhavn, er man efterladt med en oplevelse, som man ved, man aldrig vil glemme. De to kvinder er selvfølgelig klædt i sorte jakkesæt, og som de indtager scenen, fremfører de ordene ”I am Johnny Cash”. Aftenens forestilling varer 1 time og 15 minutter, og programmet består som sagt af 20 af Johnny Cashs bedste numre. Sangene flår os rundt i forskellige sindsstemninger, og vi er omstillingsparate. Vi græder, når den tilfældigt forbipasserende lytter til en døende mands sidste ord i ”Give My Love To Rose”; I discokuglens skær skåler vi for manden, der har skudt sin kone i ”Delia’s Gone; Vi griner af manden, der ikke kan græde i ”The Man Who Couldn’t Cry”. Og en dansk oversættelse af sangteksten er med til at belyse, hvor fjollet en sang det er, og hvor meget denne stakkels mand må gå igennem, før han endelig kan græde. ”There are two kinds of people, those who love Johnny Cash, and those who will”. Efter aftenens forestilling hører jeg til blandt de første. De to kvinder er så nærværende og dramatiske i deres fortolkning, at man omhyggeligt hører efter hvert et ord og hver en lille forskel i kulissen. Og kulissen består faktisk kun af disse to kvinder og Lasse Schmidt på guitar. Men hvert nummer har en lille finesse, der gør, at stemningen på scenen skifter og drager os ind i en ny historie. Oven i det er der en erotisk stemning mellem de to kvinder, og det er til tider en smule forvirrende med to kvinder i jakkesæt, som flirter med hinanden. Det er på en eller anden måde kønsløst, selvom der samtidig er enormt meget kvinde og enormt meget mand på scenen. Instruktør Mads M. Nielsen kan være stolt over resultatet af denne forestilling. Den bringer Johnny Cash til live i en ny form og fører med denne opsætning sangene og teksterne helt ind under huden på publikum. Kvinderne giver sig helt hen til tilskuerne, og vi lader os forføre. Denne forestilling fortjener at blive set. Og hører man ikke til blandt dem, der allerede elsker Johnny Cash, ja så garanterer jeg, at man kommer til det. I Am Johnny Cash
Café Liva
Frem til 21. juni |
--------------------------------------------------------------------------------
CPHCulture
I AM JOHNNY CASH
★★★★★
"Hello, I am Johnny Cash". Sådan præsenterer to rappe kvinder sig på Café Livas lille scene - iført stramme sorte jeans og sorte skjorter. Dermed afvæbnes selv det mest bekymrede publikum, der måtte være nervøs for, om så maskuline sange som Johnny Cashs overhovedet kunne synges af kvinder. For uden at forfalde til banal socialrealisme ("det skal jo ligne"), så blev det
bare slået fast: Vi er Johnny Cash - og sådan er det!
Det gav kvinderne - Astrid Højgaard Lundgreen og Frederikke Maarup Viskum - et maksimalt musikalt frirum, som de udnyttede ganske formidabelt. Og støttet af Mads M. Nielsens detaljerige og ganske originale instruktion blev der sågar plads til at kunne lege med kønsforskellene, uden at man på noget tidspunkt forrådede Johnny Cash.
Lasse Schmidt vekslede virituost mellem guitarer og banjo, og skabte den helt rigtig baggrund for kvindernes sanglige
udfoldelse. Og hold da helt kæft, hvor kunne de synge! Musical-Akademiet i Fredericia har virkelig være rugekasse for en række nye talenter, der allerede har sat deres præg på den danske teaterscene, men disse kvinder har også mere, end man kan lære på selv det bedste Akademi.
For at synge Johnny Cash kræver det både dybde og sjæl - og det kan for mange kunstnere tage flere år at nå hen til. Men denne aften nåede både Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgaard Lundgreen ind til en smerte, som gjorde dem til fortrinlige fortolkere af uforglemmelige Cash-sange som "Give My Love To Rose", "Don't Take Your Guns To Town" og - måske allersmukkest "I Still Miss Someone". Både sammen og hver for sig fik de os til at lytte efter ordene på en ny måde, og indse, hvilken eminent sangskriver Johnny Cash faktisk var.
Cool Cash: Smuk Johnny Cash-kabaret i Nyhavn
Johnny han var lige ved at blive sindssyg, men så mødte han June og Gud.
Så enkelt kunne historien om Johnny Cash fortælles i twitter-sprog. Men sangerinderne Astrid Højgaard og Frederikke Maarup Visum er ikke ude på at storytelle i den nye kabaret 'I Am Johnny Cash'.
Det handler om liflig skønsang. Leveret i en minimalistisk, cool og sexet iscenesættelse af de klassiske sange om tog, syndere, fængsler, død, savn og kærlighed til whisky og den eneste ene.
Liva II, der ligger til kaj i Nyhavn, er efterhånden blevet landets måske vigtigste kabaret-scene.
Det begynder med bluesstandarden 'Cocain Blues', 'God's Gonna Cut You Down', den overjordisk smukke 'Rose Of My Heart', 'Give My Love To Rose'. Derefter en mindre greatest hit-afdeling med 'Walk The Line', 'I Shot A Man In Reno', 'Folsom Prison Blues'.
'Flesh On Blood', 'Don't Take Your Guns To Town' om tåbelige kriminelle, den kriminelt tåbelige 'The Man Who Couldn't Cry' og da ikke mindst Tanya Tuckers altid gribende 'Would You Lay With Me (In A Field Of Stone)', som udover Cash er indspillet af et hav af kunstnere. Her sunget meget, meget flot af Højgaard.
Er man stået på Cash p.g.a. af linier som 'I shot a man in Reno, just to watch him die' som indbegrebet af rock'n'roll - vrede, abstinenser og kærlighedshunger - skal man muligvis have paraderne nede i Liva.
For det handler først og fremmest om de to sangerinders fortolkninger sunget med stor feminin indlevelse. Svimlende smukt sunget - sammen og hver for sig. Uanset om de synger unisont eller harmonisk klæder Højgaard og Viskums stemmer hinanden fajancefint.
Det betyder, at melodierne står helt klart frem.
De to sangerinder, der hidtil mest har gjort sig i musicals, akkompagneres af den ekvilibristiske guitarist Lasse Christian Schmidt, der lægger sine egne lag på de gamle sange.
Når det er sagt, forlod min ledsager, som er stor Johnny Cash-kender, og jeg Liva II let forvirrede. Ikke af den grund, der normalt får folk til at forlade Nyhavn 'dazed and confused'. Men fordi vi savnede en stærkere pointering og udførsel af idéen bag 'I Am Johnny Cash'. Som ifølge foromtalen er at lægge en feminin alen til myten om den sortklædte, ultimative macho-dreng.
Jo, de to sangerinder afklæder sig lidt af deres tøj undervejs, og, jo, de kan sagtens bære det, der er tilbage - det skal siges.
Det bliver også til et enkelt begærligt kys, men dén historie, dét spil forløses aldrig for alvor som mere end et lækkert strejf af en strøtanke.
Er du som overtegnede mæt af undergangsfarveladefarvede teaterkoncerter med kraner og sangere kravlende rundt på stiger og trapezer, er det intime teater på den pæne side af Nyhavn er godt alternativ. Med fokus på det vigtige. Musikken.
RÅSTYRKE
To piger vover sig ud i at fortolke Johnny Cash-sange – en mandeopgave af rang. De overlever. Og mere til. Forestillingen hedder ‘I am Johnny Cash’.
Spiller på Café Liva i Nyhavn indtil 21. juni
★★★★
DER skal en vis råstyrke til at stille sig op og synge Johnny Cash-sange. Og tilmed bekendtgøre det under overskriften: ’I am Johnny Cash’. Titlen på Café Livas nye forestilling.
Nådada. Cash-sange er ikke for småpiger. Heller ikke for små drenge for den sags skyld. Det er voksen tale. Om voksent liv. Sunget – som de huskes – af Johnny Cash selv. Med en stemme, der rungede af maskulin livserfaring.
Men her kommer altså to piger, Astrid Højgaard og Frederikke Maarup Viskum, og udfordrer med en snes Cash-sange, hele tyve på stribe – den ene mere rå end den anden, sange om liv i fængsler, om skud fra hoften, om uafvendelig død, om slagsmål med og om stoffer, om mor, der advarer sønnike mod at tage skyderen med i byen. Om at finde en døende på gaden og lytte til hans sidste ord.
Men også om mands længsel efter den eneste ene. Det forsoner i denne kavalkade af sange, vi får i Café Liva.
MØRK OG LYS
Begge piger – og småpiger er de sandelig ikke – kommer med al den power, som de har kunnet hente på musicalakademiet i Fredericia. Vi har senest set dem som centrale medvirkende i den hårdtslående musical ’Lizzie’ på scenen i Fredericia.
Det er en konstellation af den mørke Astrid og den lyse Frederikke. Det kunne være dem, Sigfred Pedersen i sin tid skrev om – mørke Manja og lyse Lis, Nyhavnspigerne, der ’elsked’ bolcher og båndlakrids’ – men det er en anden historie.
I Nyhavns Café Liva handler det om livet i Mid West, om country og blues, om western og gospel. På Liva-båden med basis i musikeren Lasse Schmidts sikkert affyrede guitar- og banjospil. Og de to sangfortolkeres vidt forskellige natur og stemmer. Astrid Højgaard har en mørk, varm stemme og kan med sin sensuelle pågåenhed synge ’Would you lie with me’, så interessen for, om det er en mand eller kvinde, der kommer med opfordringen, blegner og bliver ligegyldig. I øvrigt en af de få sange denne aften, som ikke er skrevet af Cash selv, men sunget af ham.
Frederikke Maarup Viskum med det lyse hår kan til gengæld med sin lige så lyse, klingende stemme skabe samme stilhed i rummet, når hun synger Cash’ melankolske ’I still miss someone’.
STRAMT
Sammen bevæger de sig omkring deres guitarist med få og stramt formulerede bevægelser fra sang til sang, ’San Quentin’, ’Ring of fire’, ’Walk the line’ og hvad alle sammen hedder, disse nærgående, pågående og smukke sange, sunget både håndfast og udfordrende, så man tror på pigerne fortolkninger.
En del af fortjenesten må gå til Mads M. Nielsen, der har instrueret forestilling, en god time lang, men uden døde øjeblikke. Bortset fra dem, de og Cash synger om…
gregersDH.dk
