Skip directly to content

ET LILLE LYS I MØRKET - en Trille-cabaret

Forestillingen

Karrierekvinden har taget sig et velfortjent hvil fra det hele,
indlogeret sig på et kursted - og nu sidder hun dér og
savner som ind i helvede:
Savner manden, det chauvenistiske møgdyr;
savner børnene, de små terrorister;
savner karrieren, det satans liv;
men allermest savner hun sig selv.
Med udgangspunkt i Trilles omfattende produktion af
sange, både for voksne og osse nogen gange for
børn, tegner skuespilleren Mette Marckmann et
billede af Tidens Stærke Kvinde - hende der ikke
behøvede at kæmpe for at komme ud på arbejds-
markedet; hende der kan klare det hele; hende der
bliver flere og flere af; hende der ikke finder sig i
hva-som-helst; hende der laver dobbelt så me-
get som mændene til den halve løn;
hende der måske er ved at blive
lisså forslidt en kliché, som
dem der stod på ligestillings-
barrikaderne for 25 år siden.

For de nye arrangementer af Trilles sange
og ved klaveret henholdsvis står og sidder
komponisten, pianisten og kapelmesteren
Nicolai Majland.

Medvirkende

Mette Marckmann

Uddannet som skuespiller fra Statens Teaterskole i 1992 og derefter opgaver på Jytte Abildstrøms Teater, Københavneren, Nørrebro Teater, Team Teatret, Folketeatret, Holbæk Egnsteater & CaféTeatret.

Osse flittig revyskuespiller i Sønderborg, Græsted, Nykøbing F., Ganløse & Mogenstrup.

Film & TV: "Brudevalsen", "Rimini", "Obduktionen.", "Interview", "Riget", "Kun en Pige", "TV-10.", "Skål - enten, eller", "Taxa.", "I wonder who's kissing her now", "Hva'så?" - TV-satire, "Skjulte spor"

Radio: Tilknyttet Børneradio på P3 fra 1999 + Radiospillene: "Pinden" & "Balkonen". Desuden medlem af teater-improgruppen ALT PÅ ET BRÆT

På Café Liva: Første gang i den meget roste '80-er-cabaret CAFELIV i 2000 - og siden i både julecabaretter og mange andre sammenhænge; bl.a. Trille-cabaretten Et Lille Lys I Mørket fra 2006, som har afstedkommet at Mette osse rejser rundt med det originale Trille-band (Ole Fick, Øjvind Ougaard & Mads Vinding) og fortolker Trilles sange med stor succés.

Nicolai Majland

Nicolai Majland er en blændende komponist og jazzpianist

Uddannet fra Rytmisk Konservatorium i Esbjer og startede sin

teaterkarriere som Kapelmester på Esbjerg-Revyen i 2003.

En meget velrenomeret jazzpianist med flere album-udgivelser bag sig

Har dels sin egen trio og spiller desuden som kapelmester/pianist hos bl.a. Birgitte Soujin

Har medvirket i flere cabaretter på Cafe Liva med Jacob Morild - bl.a. den Reumert-nominerede

VAR DET DET? fra 2009 - og lavede sammen med Mette Marckmann den meget roste Trille-cabaret.

Anmeldelser

Under overskriften HEJ, SØSTER skriver
Berlingske Tidendes Jakob Steen Olsen bl.a:
"Trilles tekster er værd at lytte til,
og Mette Marckmann synger dem godt på Café Liva"
"Skuespilleren Mette Marckmann har på Café Livas
lille scene skabt en intim kabaret og man aner satirikeren
Jacob Morild som et tekstmæssigt øje i det høje."
"Det fine ved den hårdtarbejdende Mette Marckmanns cabaret er,
at man tydeligt mærker den personlige identifikation mellem hende
og Trilles tekster, som måske nok handler om det nære,
men aldrig bliver banale."
"Lige præcis på den rette side af sentimentaliteten."
"Det er en fornøjelse at lytte til Trilles meget feminine intimsfære,
musikalsk serveret af den diskrete Nicolai Majland ved elpianoet.
Sange, der kommer helt tæt på kvindekroppen med dens angst
og utiltrækkelighed - men også sange, der handler om at finde varme
i en kold tid, hvor det er godt at slikke sine sår og finde trøst i det umiddelbare."

Under overskriften TRILLE LØBER HJEMMEFRA skriver
Politikens Monna Dithmer bl.a:
"Stærkt engageret Trille-cabaret."
"At det handler om langt mere end forfængelighed og perfektionisme,
vidner den frysende angst om, som den velsyngende Marckmann
lader emme ud af ’Bange for at blive til en sten’.
"Det bliver til den hverdagsnære eftertanke og enkle glæde og alvor,
der lyser ud af sangene. Det smitter!"
"Det hele bæres oppe af ikke alene sangenes overbevisende
langtidsholdbarhed, men af Mette Marckmanns brandvarme engagement."

Under overskriften KVINDELIV UNDER DÆK skriver
Jyllandspostens Henrik Lyding bl.a:
"Engageret Trille-cabaret med slidstærke tekster."
"At Trilles enkle lyrik fortsat står sig her mange år efter
er tydeligt."
"De 15 sange afleveres sikkert og delikat i pianisten
Nicolai Majlands arrangement og akkompagnement."
"Dedikerede Trille-fans og kvinder med hang til
humoristisk nostalgi kan roligt gå under dæk
på Liva i den næste måneds tid."